Elbrus Historien

Det var ikke første gang vi skulle af sted! Morten Vedersø, Kristian Mody, Thomas Meinecke og undertegnede Kenneth Hvolbøl, havde før bidt skeer med de høje bjerge. Ny mand i år var Mortens lillebror, Anders. Dette år var målet Europas højeste bjerg Elbrus, som ligger i Kaukasus bjergene i det sydvestlige hjørne af Rusland. I bunden af den flotte Baksan dal ganske nær grænsen til Georgien, troner Elbrus sig højere op mod himmelen end noget andet bjerg i Europa. Elbrus er særlig kendt for at være en af "The seven Summits" (se nederst i artiklen) hvilket betyder, at det er det højeste bjerg på hvert af de 7 kontinenter. En titel der ellers længe har været indehavet af Mont Blanc i Alperne, men det er nu almindeligt anerkendt, at den del af Kaukasus hører med til Europa og derfor er Elbrus Europas højeste bjerg. Elbrus status tiltrækker derfor nogle af verdens bedste klatrere, som meget gerne vil have den skalp på CV’et. Vores lille ydmyge gruppe kan nok ikke kalde os nogle af verdens bedste, men efterhånden har vi da fået samlet os nogen erfaring, hvilket skulle kvalificere os til at bestige Elbrus. Som forberedelse til turen havde vi løbetrænet, og gået på trapper med tunge rygsække i nogle måneder op til turen, så vi følte os alle i god form. For at prøve formen af, brugte vi nogle dage på at bestige nogle mindre toppe omkring Elbrus, hvilket gik forrygende. Så det var med en god portion optimisme, vi begyndte vores færd opad bjerget, for at etablere lejr. Jeg havde gjort alt for, at barbere bagagen ned til et minimum, men var alligevel endt med, at slæbe små 30 kilo op ad bjerget. Benene sejlede under mig de sidste 350 højdemeter opad, til vi endelig fandt et passende sted at slå lejr, i ly mellem nogle klipper. Vores lille lejr består af to identiske røde og gule tunneltelte, og ligger i ca. 4150 meters højde. Mody bliver ret hurtigt præget af højden, og ligger sig i teltet med en knaldende hovedpine. Anders går også omkuld med hovedpine og kaster senere al sin aftensmad op i teltets apsis. Kl. 21 er solen gået ned og det bliver hurtigt hundekoldt, så der er ikke meget andet at lave end at krybe tidligt i soveposen. Vi får alle en hæderlig søvn trods højden. Jeg har godt nok vendt og drejet mig mindst 100 gange, men har alligevel fået tilstrækkelig søvn. Vi beslutter hurtigt at gå en akklimatiseringstur opad Elbrus inden skyerne begynder at drive ind over bjerget, hvilket de har for vane at gøre hen ad middagstid. Vi går en hård tur op til Pastuckhov Rocks (P-rocks) i 4550 meters højde, hvor Anders, Mody og Thomas foretrækker at vende om. Morten og jeg er godt gående og beslutter at udnytte det til at gå højere op. Skyerne fejer nu hen over bjerget og det sner kraftigt, men der er stadig en rimelig sigtbarhed, så vi går op til 4750 meter. Her advarer en erfaren russisk klatrer os om at gå videre, da vejret er ved at lukke ned. Da vi stadig er godt gående er det med en vis ærgrelse, at vi bliver nødt til at vende om. Nede i lejren var Anders igen slået omkuld af en knaldende hovedpine. Vi går i seng kl. 20.30. Vinden er nu vendt og blæser direkte ind i vores telte, som vi ellers møjsommeligt havde lagt i læ. Vinden river og flår i teltet hele natten, så det bliver ikke til megen søvn. Vi har heldigvis tøjret vores telte solidt til klipperne og i nattens storm, består de deres prøve.

Mod toppen

"Kenneth! Klokken er et". Mody vækker mig forsigtigt. I det andet telt rumsterer Morten, Anders og Thomas for at få orden på deres udstyr. Anders er først ude af teltet. "Det er skyfrit", konstaterer han med tilfredshed. "Er der ikke engang en lille bitte sky?" siger jeg spagt, hvilket afføder et grin fra de andre. Niks!, vi må af sted. Vi indtager et hurtigt måltid æblegrød fyldt med sukker, og iklæder os udstyret. Kl. to er vi klar, og forlader den trygge lejr. Det er ganske rigtigt en pragtfuld nat, skyfrit og vindstille, perfekt til den igangværende bestigning af Europas højeste bjerg, Elbrus.

I min fremskredne alder formodes jeg at være den langsomst gående i gruppen, så jeg får til opgave at gå forrest. Jeg holder dog et tempo alle tilsyneladende er tilfreds med. Vi er nogle af de første på ruten den nat, og dog! Nede ved "The Barrels", som er nogle store tøndeformede skure man kan bo i, hvis ikke lige man er til telt, kan vi høre den sagte snurren fra motorerne af snowcat’tene. De store larvefodsbeklædte køretøjer, gør sig klar til at bringe de mere bekvemme klatrere helt op i 4500 meters højde, for foden af P-Rocks. Vi havde valgt at gå, ligesom vi havde valgt at bo i telt. Et naturligt valg for os, da vi ønsker den rene ekspedition med så lidt hjælp som muligt. Vi skæver lidt irriteret til snowcat’tene da de brager forbi os, fyldt med "bjergturister". Da vi ved halv tre tiden prustende nåede P-rocks, var "turisterne" allerede langt oppe af bjerget. Efter P-rocks bliver det stejlt og vi begynder at siksakke opad. Vi har ikke problemer med den tynde luft, men anstrengelserne går ikke upåvirket hen over mig. Min mave gør pludselig vrøvl. Jeg hænger over skistavene og kaster op, men der er kun ganske lidt mad i maven, så det er kun en slimet galde, som farver sneen gul. Det lettede! Jeg får fornyede kræfter og fortsætter opad med de andre trippende i hælene. Vi når fint op til traversen, der som navnet siger, burde gå vandret på tværs ad bjerget, men denne travers snyder, og har en ikke ubetydelig stigning. Det er forbandet hårdt og kulden begynder nu at trænge sig på. Vi småfryser og dæmringen er endnu knap begyndt. Især fingrene er kolde, men jeg har ikke nærværelse til, at tage rygsækken af ,og finde de tykke handsker frem. Midt på traversen kaster jeg op igen, og oplever på ny paradokssalt nok, at det giver fornyet energi. Jeg er 100 % fokuseret på målet og ser kun de nærmeste meter fremad. Der er ikke plads til at ænse omgivelserne, så jeg opdager ikke engang at Mody, Morten og Thomas overhaler mig. De begynder alle tre at fryse, så de må sætte et lidt højere tempo i et forsøg på, at holde varmen. Anders og jeg følges ad. Det begynder at lysne i horisonten, vi fryser og længes efter de lune solstråler. Oppe i sadlen mellem øst og vesttoppen indhenter Anders og jeg Morten, som nu er meget kold, og ikke kan gå i et tempo, som kan varme ham op. Et stykke oppe ad vesttoppen kan vi se solens livgivende stråler, men den kommer kun langsomt mod os, så der er kun et at gøre, vi må op til den. Jeg siger til Morten, at han vil få energi af at komme op i solen, men Morten står fast på at han vil ned. Jeg prøver endnu engang, da vi jo "kun" er 250 højdemeter fra toppen, men han er urokkelig og begynder at gå ned. Anders er på nippet til at gøre sin bror selskab, både fordi han er kold, men også fordi han er bekymret for sin bror, som nu skal gå alene ned. Jeg tror på at Morten nok skal klare sig, og siger til Anders, at vi bør gå op i solen. Anders lader sig tøvende overtale. Højt oppe i solen får vi nu øje på Mody og Thomas, der sidder og suger solens energirige stråler til sig. At se dem sidde deroppe driver Anders og jeg opad. Terrænet stiger kraftigt opad vesttoppen og hvert skridt tager jeg med en kraftanstrengelse. Det begynder at svimle for mig og jeg går i en trance, drevet opad for at nå mit mål. 30 skridt ad gangen. Jeg ser alt i et tåget tunnelsyn, og må stoppe op for at hvile. 30 skridt mere og det hele gentager sig. Jeg er på nippet til at give op, men solen er lige der…. Jeg kan næsten nå den og mærke varmen. Anders har nu overhalet mig og sidder allerede sammen med Mody og Thomas oppe i solen. Det svimler for mig, men jeg ved at solen er nær og toppen ikke langt væk. Udmattet og svimmel når jeg op til de tre andre. Jeg synker sammen i sneen, og nyder at mærke varmen langsomt brede sig i min krop. Thomas tilbyder mig vand og chokolade, og da jeg ikke har energi til at finde mit eget frem, tager jeg taknemmeligt imod det. Thomas har hele tiden været stærkt gående, og han mobiliserer da også overskud, og laver en plan for resten af opstigningen. "Kenneth!, nu sidder vi lige her 20 minutter og får varmen, og så går vi opad igen". Jeg regner ud at der er ca. 200 højdemeter til toppen, hvilket virker overskueligt. Vi bliver passeret af en guide med sin klient, som er meget langsomt gående. "Halvanden time til toppen i det her tempo", erklærer han. Jeg trøster mig med at jeg umuligt kan gå langsommere end hans klient. Vi kommer anstrengt på benene, og jeg tager endnu engang føringen. Jeg genoptager rytmen med 30 skridt ad gangen efterfulgt af en pause, hvor jeg hænger slattent over skistavene, som truer med at bryde sammen under min vægt. Lige deroppe ligger noget som kunne være toppen, men jeg ved, at det ikke er den, men det er foreløbig det som driver mig opad og opad. Et utal af pauser senere når vi endelig op, hvor vi kan se den rigtige top. I det fjerne står en lille flok klatrere og jubler på toppen af Europa, men der er lille bid vej endnu for os. Vi går ud af et relativt fladt stykke, og når til foden af en lille knold, som vel kun er 20-30 meter høj. "Jeg smutter lige i forvejen og fotografere jer på vej op", siger Thomas, som igen signalerer stort overskud. På den lille knold må jeg tage 2 pauser, mens både Mody og Anders følger efter Thomas til toppen. Kl. er 10:55 da jeg med en kraftanstrengelse, som den sidste af vores lille gruppe, endelig når toppen af Elbrus. Jeg husker ekstasen og tårerne da jeg to år tidligere stod på toppen af Mont Blanc. Hvor er de følelser henne? Al overskud til at fejre succesen synes borte. Jeg er bare så træt. Vi giver hinanden en ordentlig krammer, tager de obligatoriske topfotos og vender snuden nedad.

Turen nedad minder os om, hvorfor de fleste klatreulykker sker på vej ned fra bjergene. Så længe man går mod toppen er man fokuseret på succes, og succes er for de fleste lig med, at stå på toppen. Samtidig er det fristende, at disponere sin styrke til man står på toppen. Mange glemmer ofte at toppen kun er halvvejen. På vej ned mangler man således fokus, koncentration, energi og kræfter, hvilket har slået mange klatrere ihjel. Vi er helt tappet for energi, og må alt for tit vælte om i sneen for at hvile. Når vi sidder, er vi fristede til at lade os glide hen i en døs, som er faretruende nær søvnen. Skyerne begynder nu at drive hen over bjerget og sigtbarheden begynder at blive meget dårlig. Mody giver udtryk for, at han er direkte bange for, at vi skal falde i søvn. Thomas viser igen overskud og prøver at drive os af sted, inden vejret lukker helt til. Vi slår følgeskab med to tyrkere, og da vi når ned under traversen, viser de os et smart og simpelt trick. De sætter sig simpelthen direkte på numsen og kurer nedad i en forrygende fart, mens de styrer med skistavene eller isøksen. Det var lige det som skulle til for, at sparke ekstra energi i os. På hvad der føltes som nul komma fem, har vi kuret 400 højdemeter nedad, og befinder os pludselig ved P-Rocks. På rutscheturen må jeg endnu engang stoppe og kaste op ad udmattelse, men nu var humøret og energien ved at vende tilbage. Tilbage i lejren prøver Morten at fordøje skuffelsen, men har til ære for os plantet Dannebrog i sneen.

Knap er vi kommet ned af bjerget før Morten erklærer, at han næste år vil tage tilbage til Elbrus, og endnu engang tage kampen op med bjerget. For Morten var et slag tabt, men kampen ville han stadig vinde, og det er den ægte klatres sande natur.

Oplevet af Kenneth Hvolbøl

Europa-Mont Blanc 4810 meter eller Elbrus 5633 Meter.

Afrika-Kilimanjaro 5895 meter.

Antarktis-Mount Winson 4897 meter.

Asien- Mount Everest 8848 meter.

Sydamerika- Aconcagua 6962 Meter.

Nordamerika-Denali også kaldet Mount Mckinley 6195 meter.

Australien & Oceanien-Mount Kosciuszko 2228 meter eller Castens Pyramid 4884 meter.